Columbus IT udgiver it-guide til byggevirksomheder

Udgivet den 03-10-2006  |  kl. 14:56  |  

It-virksomheden Columbus IT har netop udgivet en it-vejledning for byggevirksomheder, der overvejer at opgradere forretningssystemet. Vejledningen skal skabe overblik over de mange udfordringer, der findes ved anskaffelse af nyt it-system.

It-guiden kommer i kølvandet på Dansk Byggeris undersøgelse af it-parathed fra 2005: Kun 20 pct. af små og mellemstore byggevirksomheder er klar til at opfylde kravene i Det Digitale Byggeri. Med it-guiden for byggevirksomheder har Columbus IT udgivet vejledning med forståelig information om et kompliceret emne.

"It-guide for byggevirksomheder” beskriver hele it-fornyelsesprocessen, fra forberedelse og behovsanalyse til selve implementeringen af løsningen. Vejledningen hjælper også byggevirksomheder med at vurdere, hvilke behov de har, og hvordan de skal vælge løsning og leverandør:

- Det er helt essentielt for denne it-guide at signalere uafhængighed. Ja, selvfølgelig kan Columbus IT være et bud på en leverandør, og vi skulle da være nogle tåber, hvis vi ikke ønskede en dialog med byggevirksomheder. Men vi vil aldrig deltage i et it-projekt med en byggevirksomhed, som ikke ved, hvad de går ind til. Og sådan er markedet lige nu – præget af stor uvidenhed og lav fortrolighed. It-guiden til byggeriet kan forhåbentlig hjælpe byggevirksomhederne til at blive bedre forberedt på et it-projekt og fjerne noget af deres usikkerhed, siger salgs- og marketingchef John T. Hummelgaard, Columbus IT.

I et hverdagspræget sprog med mange eksempler samt danske oversættelser af it-termer og forkortelser belyser vejledningen alle aspekter af it-processen. Tanken er, at den 20 siders A4-bog skal skabe grobund for en god dialog mellem byggevirksomhederne og it-leverandørerne.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder