C.W. Obel sælger koncernens tyske installationsaktiviteter

Udgivet den 17-03-2000  |  kl. 16:00  |  

København--17. marts--NetPosten--C.W. Obel Koncernen har med virkning fra 1. januar 2000 solgt installationsaktiviteterne i det tyske selskab, Brockmeyer GmbH i et management buyout til selskabets daglige ledelse.

Brockmeyer GmbH har gennem de sidste år været stærkt tabsgivende og har derfor været igennem en større rekonstruktion. Dette har medført en kraftig indsnævring af selskabets forretningsgrundlag. Brockmeyer beskæftiger i dag ca. 380 medarbejdere og har en omsætning på ca. 235 mio. kr.

Salget af de tyske installationsaktiviteter sker som led i koncernens fokuseringsstrategi, som blev vedtaget sidste år. Ifølge denne strategi er koncernens fokusområder koncentreret om landbaseret teknisk installation og service i Skandinavien samt levering af tekniske systemer, udstyr, installation og service til den internationale maritime sektor. Derudover har koncernen væsentlige aktiviteter inden for ejendomme samt investeringer i associerede virksomheder.

Salget af Brockmeyer GmbH forventes ikke at påvirke koncernens resultat for år 2000.

Udgivet af: NPinvestordk