Cypern/Danske: Aftale kan blive snebold for EUs problembanker

Udgivet den 25-03-2013  |  kl. 09:30  |  

Redningsaftalen for de cypriotiske banker, der blev vedtaget natten mellem søndag og mandag, kan gå hen og skabe en ondsindet snebold, der ender med at suge livet ud af trængte, europæiske banker. Det vurderer chefanalytiker hos Danske Bank, Allan von Mehren, over for Ritzau Finans.

- På den korte bane er risikoen ikke så stor, men det farlige bliver, hvis der opstår yderligere budgetproblemer i eksempelvis Spanien eller Grækenland, siger han.

Cyperns aftale, der freder alle småsparere med under 100.000 euro på kontoen, inddrager konti større end garantibeløbet på 100.000 til henholdsvis rekapitaliseringen og afviklingen af Cyperns største og næststørste bank, Bank of Cyprus og Popular Bank of Cyprus ("Laiki").

Samtidig indføres der tirsdag formentlig en såkaldt kapitalkontrol - et loft over pengetransaktioner ind og ud af bankerne og landet. Udviklingen skaber en præcedens, som kan skabe en reaktion, hvor de store indskydere i Grækenland og Spanien trækker pengene ud af bankerne, inden at de to kriseramte lande går i forhandlinger om potentielle redningspakker, vurderer økonomen.

- Det rummer nogle bekymringer for fremtiden. At man har sine penge i banken bygger jo på tillid til - og en garanti for - ens penge op til 100.000 euro. Det positive ved aftalen er jo, at indskydergarantien er slået fast med syvtommersøm, siger Allan von Mehren og uddyber:

- Men indskyderne over 100.000 kan være bekymrede over det her, og den slags har det med at accelerere hurtigt, siger Allan von Mehren.

Han henviser til, at de banker, der er mest udsatte, typisk også vil være dem, der hurtigst vil opleve likviditeten forsvinde ud af banken.

- Så det kan blive en snebold, der ruller, for nogle af de problemfyldte banker. Hvis der opstår behov for nye forhandlinger med EU, kan man sagtens forestille sig, at de store indskydere vil begynde at flytte deres penge til andre lande. Det er det farlige ved det her, vurderer Allan von Mehren.

/ritzau/FINANS

Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder