Danisco-regnskab skuffede - sænker skøn for salg og EBIT
Danisco's EBITA før særlige poster og aktiebaseret aflønning blev på 1.147 mio. kr. i 1. halvår af regnskabsåret 2004/05 mod 1.122 mio. kr. året før. Markedet havde ventet et lidt højere EBITA på 1.185 mio. kr.
Ingredienser og sødemidler fik et EBITA på 718 mio. kr. mod 649 mio. kr. året før. EBITA for sukker blev 529 mio. kr. mod 558 mio. kr. året før.
Justeret for ændringer i valutakurser steg omsætningen i ingredienser og sødemidler med 15 pct., primært som følge af købet af Rhodia Food Ingredients (RFI). Den organiske vækst var dog lav på grund af vanskelige markedsforhold i Europa, og omsætningsudviklingen i sukker var svag.
Den fortsatte konsolidering i Daniscos industrier betyder imidlertid, at selskabet ændrer det tidligere annoncerede tilbagekøbsprogram. For at fastholde det finansielle beredskab begrænses tilbagekøbsprogrammet i andet halvår 2004/05 fra 1 mia. kr. til 300 mio. kr.
Danisco sænker de øvre forventninger til 2004/05. Omsætningen forventes nu at ligge i intervallet 17,6-18,6 mia. kr. mod tidligere 17,5-19,0 mia. kr. EBIT for koncernen før særlige poster og aktiebaseret aflønning forventes nu at ligge i intervallet 2.250-2.350 mio. kr. mod tidligere 2.250-2.450 mio. kr. Særlige poster forventes at påvirke indtjeningen negativt med ca. 175 mio. kr.
Koncernresultatet før aktiebaseret aflønning vurderes at blive i intervallet 1.300-1.400 mio. kr. i 2004/05.
Koncernresultatet før hensyntagen til udgiftsførsel af aktiebaseret aflønning men med fradrag af særlige poster på ca. 125 mio. kr. efter skat, fastholdes i intervallet 1.300-1.400 mio. kr.