Danmark: Eksporten steg 5 pct. i juli
Eksporten af varer steg i juli 5,0 pct., mens importen steg 4,5 pct. Handelsbalancen viste i juli et overskud på 5,9 mia. kr. Udenrigshandlen har været præget af en del udsving, men samlet set er eksporten steget med 0,9 pct. og importen med 3,6 pct. de seneste tre måneder. Det viser tallene eksklusive skibe og fly mv., når der korrigeres for normale sæsonudsving.
Det skriver Danmarks Statistik.
Over de seneste tre måneder er eksporten i varegruppen brændsels- og smørestoffer o.l. steget med 13,6 pct., hvilket bl.a. skyldes øget eksport af råolie og naturgas. Gruppen transportmidler ekskl. skibe mv. er steget 9,6 pct. Omvendt var der fald i varegrupperne næringsmidler, drikkevarer, tobak mv. samt kemikalier og kemiske produkter, som faldt med hhv. 3,4 pct. og 3,0 pct.
De seneste tre måneder er eksporten til Nederlandene steget 20,4 pct., primært som følge af øget salg af olieprodukter. Eksporten til Tyskland steg 4,1 pct. fordelt på især gas og elektricitet. Derimod faldt eksporten til Storbritannien 6,3 pct., som fordeler sig på en bred vifte af varer. Samlet set steg eksporten til EU-landene 3,3 pct., mens eksporten til landene uden for EU faldt 3,6 pct.