Danmark/Danske: Detailsalg faldt - forbrugsvæksten er gået helt i stå

Udgivet den 25-02-2019  |  kl. 08:28  |  

Detailsalget i Danmark faldt i januar med 0,3 pct. set mod måneden før. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der desuden har revideret væksten i november og december ned med henholdsvis 0,2 og 0,3 procentpoint.

Tallene på månedsbasis er renset for prisudvikling og normale sæsonudsving.

- Det betyder, at salget i alt over de sidste tre måneder er faldet med 0,1 procent, korrigeret for sæsonudsving, konstaterer cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.

Dermed kam man sige "at det stadig går meget behersket med forbrugsopsvinget i Danmark, selv om vi har solid fremgang i både realløn, job og huspriser, og selv om renten igen sætter bundrekorder."

Las Olsen vurderer dog, at der er meget, der taler for, at vi får lidt mere fart på forbruget i de kommende måneder.

- Vi har sjældent sparet så meget op som nu, og der er altså ganske meget at tage af, hvis forbrugerne får mod på det igen, siger han og regner og med, at de globale nøgletal vil tage en drejning til det bedre i løbet af foråret.

Han erkender dog, at man lige nu godt kan være noget bekymret for, om opsvinget kan fortsætte. Hvis der hverken er en stigning i efterspørgslen i udlandet eller herhjemme, så går det i stå.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  macro❯  Danmark❯ 

Relaterede nyheder