Dansk Erhverv: Outsourcing giver lavere priser

Udgivet den 10-06-2008  |  kl. 13:26  |  

De danske virksomheders villighed til outsourcing betyder lavere priser for danskerne. Dansk Erhverv har kortlagt prisudviklingen for en række varegrupper og fundet et klart prisfald for beklædning og fodtøj og et meget stort fald i priserne på databehandlingsudstyr.

Nye tal fra Danmarks Statistik placerer Danmark i front, når det kommer til outsourcing. Som resultat oplever danskerne nedadgående priser på især beklædning, fodtøj og databehandlingsudstyr, viser undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Med udgangspunkt i prisudviklingen for beklædning og fodtøj har Dansk Erhverv analyseret husholdningernes besparelser, som følge af den globaliserede produktion. Danske husholdninger brugte i gennemsnit 13.370 kr. på beklædning og fodtøj i 2003. Priserne på denne varegruppe er faldet siden 1996.

- Prisfaldet skyldes i høj grad, at danske såvel som andre vestlige producenter har flyttet produktionen til lande, hvor både lønninger og andre omkostninger er væsentligt lavere. Hvis tøjbranchen ikke havde outsourcet produktionen, havde dette prisfald ikke fundet sted, og beklædning havde formodentlig fulgt den generelle prisudvikling, siger cheføkonom i Dansk Erhverv Jens Brendstrup.

Undersøgelse viser, at outsourcing i tøjbranchen i gennemsnit sparede danske forbrugere for 3.881 kr. i 2003. En opdatering af beregningerne viser, at en tilsvarende besparelser i 2005 beløb sig til 4.021 kr. En tilsvarende beregning for databehandlingsudstyr viser også store gevinster. Her har danske husholdninger sparet ca. 947 kr. i 2002. I 2005 er det tilsvarende beløb vokset til 2.484 kr. Tilsvarende beregning kan laves for radio og tv-udstyr, kameraer, hardware til dataopbevaring og produkter til lydafspilning, hvor der ligeledes har været store prisfald.

- Det betyder, at en almindelig dansk familie sparede 6.505 kr. på globaliseringen i 2005. Det tal dækker dog ikke alle besparelser, forbrugerne oplever på grund af globaliseringen. Også udgifterne til kommunikation og rejser er påvirket af den teknologiske udvikling og internationaliseringen. For turismen er besparelsen dog ikke entydig, for høje brændstofpriser har ført til prisstigninger de seneste par år, siger Jens Brendstrup.

Der er grund til at antage, at globaliseringen på samme måde vil drive priserne i nedadgående retning for IT-serviceydelser og software, når opgaverne i endnu større omfang outsources til lande som Indien og importeres derfra, vurderer Dansk Erhverv.

- Hvis det sker, og vi får et prisfald på IT-serviceydelser og software svarende til det, vi har set på IT-hardwareområdet, vil det give en ny og måske endda større bølge af produktivitetsgevinster, især i servicesektoren. IT-serviceydelser og software udgør i dag 65 pct. af virksomhedernes IT-udgifter, så der er basis for store besparelser. På de områder, hvor der i dag er en ineffektiv brug af IT, så som sygehusvæsenet og bygge- og anlægsområdet, vil gevinsterne være særligt store, vurderer Jens Brendstrup.

Udgivet af: NPinvestordk