Dansk Handel & Service: Useriøs analyse af konkurrencesituationen

Udgivet den 26-05-2000  |  kl. 12:00  |  

København--26. maj--NetPosten--Konkurrencestyrelsen har endnu ikke forstået detailhandelens konkurrencesituation. Det siger formanden for Dansk Handel & Service, adm. direktør Poul Erik Pedersen, i en kommentar til Konkurrencestyrelsens netop offentliggjorte konkurrenceredegørelse.

- Konkurrencesituationen i Danmark er meget hård. På væsentlige områder ligger Danmark på et lavere prisniveau end sammenligningslandene og det på trods af, at vi herhjemme har en omfattende lovgivning, der sikrer butiksspredning, et stort varesortiment og høje miljøkrav, siger Poul Erik Pedersen.

Han erkender dog, at der i industrien er visse områder med monopollignende betingelser, bl.a. hvad angår læskedrikke. Poul Erik Pedersen understreger imidlertid, at man ikke heraf kan slutte, at der i detailhandelen ikke er konkurrence.

- Vi beklager, at Konkurrencestyrelsen ikke seriøst og nuanceret nok har behandlet den konkurrencesituation, som den danske detailhandel dagligt er underlagt, fastslår direktøren.

Udgivet af: NPinvestordk