Dansk virksomhed betaler millionbøde for bestikkelse i Mauritius

Udgivet den 03-07-2024  |  kl. 14:23  |  

Den danske entreprenørvirksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractors (BWSC) er gået med til at betale en bøde på ti millioner kroner for at have givet bestikkelse i Mauritius i forbindelse med et udbud på opførslen af et kraftværk.

Det skriver Nationel enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Sagen har været for Retten i Hillerød, hvor BWSC, der har hjemme i Allerød i Nordsjælland, har vedtaget bøden efter i 2019 selv at have gjort de danske myndigheder opmærksom på, at man havde en mistanke om at have været involveret i bestikkelse.

Bestikkelsen fandt sted fra januar 2011 til oktober 2017.

Her gik BWSC efter at vinde udbuddet på udviklingen af kraftværket "Saint Louis" i Mauritius.

Udbuddet havde en samlet kontraktpris på 790 millioner kroner. BWSC har fået en bøde for via mellemmænd at have betalt ikke under 632.000 kroner til politikere, embedsmænd og andre beslutningstagere for at vinde udbuddet.

- BWSC søgte med bestikkelsen at få adgang til interne oplysninger, som BWSC ville kunne drage fordel af i sit tilbud, skriver NSK.

BWSC vandt udbuddet på kraftværket, der stod færdigt i november 2017.

/ritzau/

Ritzau

Seneste nyheder