Danske Bank: Formand spår fire til seks år til afkastmål
Den nyligt valgte bestyrelsesformand i Danske Bank, Karsten Dybvad, vurderer, at der kan gå op til seks år, før banken vil være i stand til at indfrie sine afkastmål.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Den danske finanskoncern vil være blandt de tre bedste i Norden til at skabe afkast, men det vil tage tid, før det sker.
- Vores målsætning er selvfølgelig at drive banken, så vi ligger i top tre, og så må vi se, hvordan det udvikler sig hos vores konkurrenter, siger bestyrelsesformand Karsten Dybvad, i et interview med Dagbladet Børsen.
Han peger på, at banken nu gør investeringer i både mennesker og systemer, og det på sigt skal vende krisen efter hvidvaskskandalen til en styrke. Og først når man taler om noget andet end netop den skandale, vil banken være på den anden side.
- For at det ikke bliver fuldstændigt luftigt, tror jeg, at der vil gå fire til seks år.
Danske Bank tjente sidste år 15 mia. kr., men analytikerne ser det falde til 14,1 mia. kr. i år og 13,1 mia. kr. i 2020. Skulle banken dog allerede i år være i top tre i Norden målt på lønsomhed, skulle indtjeningen i stedet ligge 25 pct. over de 14,1 mia. kr., ifølge Børsens beregninger.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯