Danske Bank: Forværring af kreditkvaliteten hos enkelte store kunder

Udgivet den 27-10-2023  |  kl. 08:48  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank er begyndt at se en forværring af kreditkvaliteten hos sine kunder inden for blandt andet erhvervsejendomme.

Det fremgår af bankens regnskab for tredje kvartal.

Selv om den overordnede kreditkvalitet hos bankens kunder var stærk, og der kun var behov for et lavt niveau af nedskrivninger, er enkelte kunders kreditkvalitet begyndt at slå revner.

- Vi er begyndt at se nogen forværring i kreditkvaliteten hos store kunder i specifikke sektorer, der er drevet af enkelte navne. Vi holder nøje øje med bestemte sektorer, heriblandt erhvervsejendomme, og har foretaget passende justeringer af vores modeller for at dække den stigende risiko, skriver Danske Bank i sit regnskab.

Selv om kreditkvaliteten hos udvalgte kunder vurderes forværret, har banken sænket sine forventninger til nedskrivningerne i 2023, og der ventes nu nedskrivninger op til 1 mia. kr. mod tidligere 1-1,5 mia. kr.

- Der er ikke noget, der indikerer, at de skal stige markant i nærmeste fremtid. Men jeg hæfter mig dog ved, at Danske Bank fremhæver, at der er nogle store kunder i specifikke sektorer, hvor der er nogle enkelte virksomheder, der begynder at blive ramt af de økonomiske modvinde, siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire.

Han konstaterer samtidig, at meldingen fra Danske Bank som sådan ikke er uventet.

- Det er også forventeligt, at de her lave nedskrivningsniveauer i sektoren ikke varer ved. På et eller andet tidspunkt skulle vi begynde at høre om det her. Og jeg tror faktisk, at mange havde regnet med, at det ville være kommet tidligere, påpeger senioranalytikeren.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder