Danske Bank: Overvægt amerikanske aktier
Det amerikanske aktiemarked har i første halvdel af 2006 vist fornyede tegn på styrke i forhold til andreglobale markeder. Danske Bank forventer, at dette vil blive endnu mere udtalt i de kommende kvartaler og at investorer snart vil indse, at det amerikanske marked vil klare sig bedre end andre i de kommende kvartaler.
Banken anbefaler derfor Overvægt på amerikanske aktier, fremgår det af publikationen Ugefokus.
For det første forventes det, at den amerikanske centralbank, Fed, snart sænker farten i opstramningen af amerikansk pengepolitik. Og når det sker forventer Danske Bank, at det vil sætte skub i kursstigningerne på det amerikanske aktiemarked.
Danske Bank forventer endvidere, at Fed stopper med at hæve renten på økonomiske svaghedstegn, hvor arbejds- og boligmarkedet er de vigtigste faktorer. Fed kan således udnytte det råderum, som den meget svage forbrugerprisudvikling giver plads til, til at koncentrere sig om at holde den amerikanske økonomi stærk.
For det andet er det amerikanske aktiemarked blevet billigere gennem de seneste to år. Dette gælder både absolut og relativt. Absolut, betaler investorer næsten 15 gange de seneste 12 måneders indtjening, hvilket ikke har været billigere siden midt-90'erne. Og relativt set fortsætter markedet med at se billigt ud på forretning i.f.t. obligationsmarkedet. Også sammenlignet med andre aktiemarkeder, som fx emerging markets, Japan og de nordiske markeder, er det amerikanske marked blevet væsentligt billigere gennem de sidste to år.
For det tredje har det amerikanske marked indiskonteret relativt lav vækst. Dette ses fx i industri- og materialesektoren, som har klaret sig betydeligt dårligere end globale peer-sektorer, på trods af samme eller endog bedre realiseret indtjening. Både hvis vi beregner den implicitte vækstrate for de næste fem år og hvis vi spørger analytikere/selskaber om deres forventninger, er der masser af plads til positive opjusteringer af de langsigtede forventninger til vækst.
Disse forventninger ville blive positivt stimuleret, hvis fx Fed stoppede med at stramme pengepolitikken og/eller energipriserne holdt op med at stige - og da begge faktorer synes inden for rækkevidde, tror Danske Bank, at investorerne fortsat kan se frem til positive markeder i de kommende måneder. Markeder, der vil blive ledet af USA for første gang siden 2003.