Danske Bank: For tidlig nedtur på aktiemarkedet

Udgivet den 02-08-2004  |  kl. 09:46  |  

Aktiemarkedet har ikke haft det videre godt i den seneste måned, men nedturen kommer lidt for tidligt og overdriver de kortsigtede økonomiske risici, vurderer Danske Bank i ugebrevet Ugefokus.

Banken vurderer, at det nok endnu er for tidligt at se det som andet end endnu et af de dyk, som markedet har taget et par gange i år. Samlet har 2004 fortsat mest af alt givet et fladt men svingende marked. Men nu hvor vi er tæt på bundniveauerne, presser spørgsmålet på: Skal markedet prøve at bryde ned, og for alvor dyrke den selvforstærkende negative psykologi, med stigende volatilitet og frygtsomhed?

Mange i markedet tænker formentlig, at der har været så mange gode ting, at det ikke kan blive bedre. Indtjeningen er steget så kraftigt at den snart må skuffe. Renterne er på vej op. Olieprisen truer væksten osv.

- Det er alt sammen korrekt, men vi sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af, at nedturen i aktiemarkedet kommer lidt for tidligt og overdriver de kortsigtede økonomiske risici, skriver Danske Bank.

Banken er bestemt ikke langsigtede optimister på hverken indtjening eller markedet. Men væksten er altså endnu langtfra gået i stå. ISM peger fortsat opad for væksten i indtjeningsforventningerne.

Og stoler man på bankens modeller for ISM og for indtjeningsforventningerne, fortsætter forventningerne til fremtidig indtjening med at stige resten af året - blot i et lidt mindre hidsigt tempo. Verdensøkonomien er ikke på vej til at gå i stå - langt fra! Derfor er det måske også lidt for tidligt at erklære aktieopturen for død, påpeger Danske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder