Danske Bank/CEO: Fortsætter med at holde på udbytte-penge

Udgivet den 16-09-2022  |  kl. 15:16  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank holder fortsat fast i de udbyttekroner, som banken har valgt at tilbageholde, mens hvidvask-sagen fylder.

Det fortæller Carsten Egeriis, bankens administrerende direktør, i forbindelse med et oplæg for investorer hos investeringsselskabet HC Andersen Capital.

Det skyldes usikkerhed om mulige fremtidig krav, der kan komme mod banken.

- For at være sikker på at vi har styr på vores kapital på en ordentlig måde, vil vi ikke udbetale udbytte, mens de her diskussioner er i gang, siger Carsten Egeriis.

Han uddyber, at det dog i sidste ende er op til bestyrelsen, og at de evaluerer situationen fra kvartal til kvartal. Derfor er det ikke sikkert, at der først vil blive udbetalt udbytte igen, når hvidvask-sagen er endegyldigt afsluttet.

- Vi har ikke udtrykt det så sort-hvidt. Vi vil fortsætte med forsigtigt at vurdere vores udbytte, siger han.

Også aktietilbagekøb kan komme på tale i fremtiden.

- Det er bestemt et værktøj til distribuering af kapital, som vi tidligere har brugt, og som vi kan kigge på igen i fremtiden, når vi har mere klarhed over vores kapitalposition. Så jeg vil ikke sige, at vi kommer til at gøre det, og jeg vil absolut heller ikke sige, at vi ikke kommer til at gøre det, siger Carsten Egeriis.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  CEO❯  Shares❯