Danske Equities nedjusterer Lundbeck til Reducer

Udgivet den 21-12-2007  |  kl. 15:41  |  

Danske Equities har nedjusteret sine estimater for Cipralex og har besluttet at nedjustere anbefalingen på Lundbeck til Reducer fra Hold, fremgår det af et nyt notat.

Kursmålet sænkes samtidig til 135 kr. fra 160 kr. per aktie.

Den største udfordring for Lundbeck er patentudløbet på Lexapro i 2012 og Cipralex i 2014, idet den nuværende pipeline efter Danske Equities' vurdering er for tynd. Det vigtigste patent er naturligvis i USA, da Lundbecks royaltyindtægter fra dette marked udgør broderparten af EBIT på koncernniveau.

- Vi venter, at der på kort sigt kommer øget fokus på Lundbecks eksponering mod udløbet af vigtige patenter. Årsagen hertil er, at flere europæiske markeder er åbnet op for generisk konkurrence på Cipralex, hvor vi venter en lancering i 2008, anfører analytikerne.

Mindst 10 pct. af salget af Cipralex er allerede i risikozonen i 2008. Danske Equities ser dog kun begrænset finansiel effekt på kort sigt, men vurderer, at presseomtale og analytikerfokus kan medføre negativ stemning for aktien.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder