Novo på vej med solid prognose for 2025 spår amerikansk storbank
Novo Nordisk vil sætte et fint punktum for 2024, vurderer den amerikanske storbank JPMorgan, der også regner med, at den imødesete 2025-prognose er tilpas lovende til at stille aktiemarkedet tilfreds.
Det fremgår af et notat fra banken forud for Novos årsregnskab den 5. februar.
- Samlet venter vi et solidt (fjerde, red.) kvartal fra Novo og en solid prognose for 2025, som selv om den potentielt vil føre til en sænkning af Bloombergs konsensusestimater med 1-2 pct., ikke bør få indflydelse på aktien, da sænkningen alene skyldes gennemførelsen af Catalent-handlen, der allerede bør være fordøjet af markedet, skriver JPMorgan i notatet, der er dateret den 3. januar.
Banken venter, at Novo spiller ud med 2025-forventninger om en salgsvækst i lokal valuta på 17-23 pct.
Samtidig spår JPMorgan, at Novo vil varsle en stigning i driftsresultatet på 18-24 pct., hvilket medregner en negativ påvirkning på 5 pct.point fra Novos milliardopkøb af fabrikker i forbindelse med Catalent-handlen.
Målt på omsætningen ligger midten af JPMorgans prognose 1 pct.point højere Bloomberg konsensus.
URO OM 2025-PROGNOSE
Netop vækstudsigterne for 2025 har ellers tidligere vakt uro på børsen i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.
Her understregede finansdirektør Karsten Munk Knudsen, at Novo som vanligt ville offentliggøre prognose for 2025 i forbindelse med årsregnskabet. Men han kom også med et regneeksempel, som enkelte i markedet tilsyneladende opfattede som et forsøg på at guide en vækst i størrelsesordenen "high teens".
Det var lavere end analytikerestimatet på 20,8 pct. dengang forudså, og selv om Karsten Munk Knudsen afviste, at han forsøgte at spore analytikerkorpset ind på 2025-prognosen, og understregede at den først ville komme i forbindelse med årsregnskabet, faldt aktien på regnskabsdagen og lukkede 2,6 pct. lavere.
Siden har Novo i midten af december gennemført købet af tre fyldefabrikker fra den amerikanske kontraktproducent Catalent i en handel, der får stor indflydelse på såvel fjerde kvartal, som 2025.
Novo betaler 11,7 mia. dollar, eller over 80 mia. kr., for fabrikkerne, og handelen vil ifølge Novo i fjerde kvartal få "en lav encifret negativ indvirkning på væksten i driftsresultatet og en negativ indvirkning på den frie pengestrøm".
For 2025 ventes opkøbet desuden at få en midt-encifret negativ indvirkning på væksten i driftsresultatet.
Samtidig vil de finansielle poster blive påvirket negativt, da Novo hovedsageligt finansierer handelen via gæld, og rentebetalinger derfor vil tynge.
JPMORGAN LIGGER HØJERE PÅ TOPLINJEN OG LAVERE PÅ INDTJENING
Ses alene på fjerde kvartal venter JPMorgan, at Novo vil nå en omsætning på 82,6 mia. kr. og et driftsresultat på knap 34,2 mia. kr.
Salgsestimatet ligger 2 pct. højere end resten af analytikerkorpsets estimater, og det skyldes ifølge JPMorgan, at det ser mere positivt på salget af Novos vægttabsmiddel Wegovy i fjerde kvartal.
JPMorgans bud på driftsresultatet ligger til gengæld 2 pct. lavere end konsensus ifølge Bloomberg. Men det kan ifølge banken afspejle effekterne af Catalent-handelen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›