Danske Equities: Plads til yderligere opjustering fra Torm
D/S Torm opjusterede onsdag forventningerne til helårets indtjening med 18 pct. til godt 200 mio. USD og i den forbindelse venter Danske Equities en yderligere opjustering fra Torm, som gives en fair value på 370 kr.
- Vi fastholder derfor vores Køb-anbefaling på D/S Torm. Vi ser potentiale for yderligere opjustering af Torm's indtjening på 10-15 pct., såfremt kapacitetsbegrænsningerne på det amerikanske raffinaderi-marked skulle forsætte ind i december. Vi fastholder vort skøn for fair value på 370 pr. aktie, idet vi vurderer at den ustabile markedsbalance vil fortsætte frem til 2010 og i mellemtiden medføre kortvarige perioder med meget profitable fragtrater, således som det har været tilfældet over de seneste fem år, skriver Danske Equities i en kommentar.
Danske Equities understreger, at D/S Torm-aktien er forbundet med væsentlig risiko, idet bear-scenarium indikerer fair value på 200 kr. pr. aktie, sammenlignet med bull-scenariet på 435 kr. pr. aktie.