Danske privatinvestorer svømmer i kontanter
Danske privatinvestorer svømmer i kontanter. Og der er masser af frisk kapital på vej. I løbet af foråret skal 850.000 danskere dele 12 mia. kr. i udbytte fra investeringsforeninger.
Det viser et estimat fra Investeringsforeningsrådet. Oveni venter et større milliardbeløb fra direkte investeringer i aktier, skriver dagbladet Børsen.
Tilstrømningen af penge kan ifølge Nordea skabe massiv efterspørgsel på det danske aktiemarked i de kommende måneder. For selv om de samlede udbytter er noget mindre end sidste år, er aktierne også faldet kraftigt i værdi.
- Danske husholdninger har i forvejen eksorbitant store beløb stående kontant i banken. Nu får de yderligere 12 mia. kr. fra udbytte, så hvis de begynder at investere dem, så kan det virkelig gå stærkt opad, siger strateg Henrik Drusebjerg fra Nordea.