Danske storbanker enige om aftenens rentegyser i USA: Markedet har for høje forventninger

Udgivet den 18-09-2024  |  kl. 09:19  |  

Der er lagt op til en rentegyser af rang og måske en skuffelse blandt investorerne, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kl. 20 dansk tid er klar til at sænke renten.

En rentenedsættelse er italesat så tydeligt på forhånd, at den på ingen måde vil overraske nogen, men om den bliver på 25 eller 50 basispoint er der stor usikkerhed om.

Hos Danske Bank, Nordea og Jyske Bank synes der dog at være samstemmighed om det mest sandsynlige udfald: Rentenedsættelsen bliver (formentlig) kun på 25 basispoint.

IKKE GRUND TIL STOR NEDSÆTTELSE

- Vi forventer en rentenedsættelse på 25 basispunkter leveret med en dosis dueagtig vejledning om, at amerikansk økonomi har det godt, og at Fed er klar til at gøre mere på de kommende møder, skriver chefstrateg Frank Øland hos Danske Bank.

- I den aktuelle situation, hvor vækst og arbejdsmarked køler af, men stadig på en måde, der er konsistent med en blød landing, ser vi ikke grund til en ekstraordinær stor rentenedsættelse, tilføjer han.

Også hos Jyske Bank hælder chefanalytiker Tina Winther Frandsen til en nedsættelse på 25 basispoint, men hun afviser ikke, at den bliver dobbelt så stor.

- Vores prognose indebærer, at Fed sænker renten med 25 basispoint, men da Fed-folkene ikke har forsøgt at korrigere den aggressive markedsprisning, vil vi ikke helt afvise, at Fed starter med en rentenedsættelse på 50 basispoint. Også selv om det risikerer at sende et signal om, at Fed er meget alarmeret over vækstsituationen, skriver Tina Winther Frandsen i en kommentar.

I forhold til markedsreaktionen er det ifølge analytikeren dog ikke kun størrelsen på dagens rentenedsættelse, der er vigtig. Også de fremadrettede signaler spiller en væsentlig rolle.

MARKEDET INDPRISER MERE END 25 BASISPOINT

Ifølge Nordea har markederne indpriset omkring 60 pct. sandsynlighed for en stor rentenedsættelse på 50 basispoint, men også hos Nordea venter analytikerne dog kun en nedsættelse på 25 basispoint.

- Det er usædvanligt at have så stor usikkerhed omkring beslutningen før rentemødet, men det skyldes, at investorerne er blevet i tvivl om, hvorvidt den amerikanske forbundsbank har forsøgt at kommunikere gennem to artikler fra henholdsvis Wall Street Journal og Financial Times, skriver Nordea .

Artiklerne blev offentliggjort i den foregående uge, og her blev der argumenteret for, at det vil være fornuftigt med en større rentenedsættelse på 50 basispunkter.

- Nordea forventer dog, at den amerikanske forbundsbank vil nedsætte styringsrenten med 25 basispunkter og dermed signalere, at den kommende rentenedsættelsescyklus vil være langsommere end obligationsmarkedets nuværende konsensusforventning om, at styringsrenten vil blive nedsat med omkring 120 basispunkter inden udgangen af året, skriver Nordea.

TONER PÅ PRESSEKONFERENCE KAN ÆNDRE INITIALE REAKTIONER

Hvis centralbanken kun sænker med 25 basispoint, og dermed måske skuffer dele af markedet, så vil den umiddelbare reaktion ifølge Frank Øland være at sende renter og dollar højere og aktiekurser lavere.

- Fed kan bruge deres dot plot (skema med ventede rentejusteringer fremadrettet, red) til at signalere, at der er større rentenedsættelser i vente forude og dermed dæmpe markedsreaktionen. Hvis Powell også lykkes med en dueagtig tone på pressekonferencen, kan han muligvis vende det meste af den indledende negative markedsreaktion i aktiemarkedet, vurderer Frank Øland.

Hvis rentemødet munder ud i en rentenedsættelse på 50 basispoint vurderer han, at den indledende reaktion vil være at sende aktiekurserne højere, men bekymringer om vækstudsigterne kan hurtigt begynde at belaste markedet.

- Rentenedsættelser på mere end 0,25 pct. er sjældne og sker som regel i ekstraordinære situationer, som for eksempel da pandemien brød ud. Investorerne kan derfor hurtigt begynde at spekulere i, om Fed er kommet for sent i gang og hvad der gør Fed så bekymret, at de starter ud med en ekstraordinær stor rentenedsættelse, skriver Frank Øland.

I så fald venter han, at Powell vil skulle bruge pressekonferencen til at signalere, at Fed ikke er bagud med rentenedsættelserne, og at den amerikanske økonomi er robust.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Bekymringer om kinesisk vækst og Trumps toldmure pressede humøret i bund
17:05 Fredagens aktier: GN, Ambu og Zealand i C25-top - banker faldt på udsigt til lavere renter
17:01 Tesla-aktionærer har tjent 237 mia. dollar siden valgsejr til Trump
17:00 Fredagens obligationer: Rentefald på bagkant af amerikansk rentenedsættelse
15:38 USA/åbning: Nvidia i rekordridt sammen med S&P 500 og Nasdaq
15:02 Skako nedjusterer til 2024 gundet lav aktivitet i bil- og bygge/anlægsindustrien
14:19 Zealand får opmærksomehd fra amerikansk finanshus
13:53 Chemometecs næstformand og topchef køber aktier
13:51 USA/tendens: Pause efter Trump-rally og rentenedsættelse - Nvidia er verdens største
13:44 Djurslands Bank leverer hidtil største overskud over ni måneder
12:50 Europa/aktier: Luksusaktier under pres fra Kina - forsat mismod efter amerikansk valg
11:50 Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
11:46 Huscompagniets topchef om udsigterne: Vi ser ind i et bedre marked nu
11:43 Aktier/middag: GN og Zealand op på analysenyt - banker tynges af udsigt til lavere renter
10:50 GN får købsanbefaling hos Jyske Bank efter store kursfald
10:18 Zealand Pharma løftes til "hold": Danske Bank afventer nyt om Novos arvtager
09:54 Kina præsenterer nyt tiltag til at pumpe liv i svækket økonomi
09:50 Zealand sidder med stort potentiale på hånden: JPMorgan indleder med "overvægt"
09:37 Chemometec får smilene frem hos investorerne efter regnskab
09:27 Sony opjusterer efter stærkt musik- og spilsalg