Danskerne køber dyrere sommerhuse efter to år med nye låneregler

Udgivet den 04-05-2019  |  kl. 06:00  |  
Sommerhus (Foto: Boligsiden.dk)

På blot fem år er salget af sommerhuse fordoblet, og især salget af sommerhuse til over en million er blevet populære efter indførelsen af nye låneregler i 2017. Foto: Boligsiden.dk

Det går stærkt på markedet for sommerhuse, og mens salget er fordoblet på fem år, så er danskerne også begyndt at købe dyrere fritidsboliger - ikke mindst efter at der for to år siden blev indført nye og lempeligere låneregler på markedet. Det viser tal fra Boligsiden.

Første maj 2017 blev det muligt at realkreditfinansiere 75 procent af værdien af et sommerhus mod 60 procent tidligere.

Siden er salget af sommerhuse til over en million kroner steget med 37 procent. Til sammenligning er salget af sommerhuse til under en million kun steget med otte procent.

"De nye regler har både åbnet markedet for en helt ny køberskare, men det har også gjort det muligt at købe et dyrere fritidshus for folk, der tidligere har været begrænset af restriktioner for realkreditlån. Især sommerhuse mellem to og tre millioner kroner er blevet mere populære, siden de nye regler blev indført," siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden.

Flest handler til over en million kroner

I 2016 - altså før de nye regler blev indført - var salgsprisen i hovedparten af alle sommerhushandler under en million kroner.

Den balance har siden forrykket sig, så 54,1 procent af alle sommerhuse, der blev solgt i 2018, havde en salgspris på over en million kroner.

Og tendensen er fortsat ind i 2019, hvor 55,8 procent af køberne har betalt mere end en million kroner for deres nye sommerhus i første kvartal.

I den største portion af handlerne - knap 40 procent - lå salgsprisen på mellem en og to millioner kroner.

Det er dog ikke kun de nye regler på markedet for sommerhuse, der påvirker udviklingen, forklarer Birgit Daetz:

"Priserne på sommerhuse er steget, som på det øvrige boligmarked. Samtidig oplever vi i øjeblikket stigende beskæftigelse, højkonjunktur, og mange har øget friværdien i deres helårsbolig, som blandt giver et større økonomisk råderum til at investere i bolig nummer to," siger hun.

Tabel: 

Solgte sommerhuse fordelt i prisintervaller

Prisinterval 2016 2017 2018 1. kvartal 2019 Ændring fra 2016 til 2018 i procent
100.000-500.000 1.040 1.087 910 261 -13
500.000-1.000.000 2.757 3.305 3.183 972 15
1.000.000-2.000.000 2.500 3.365 3.449 1.115 38
2.000.000-3.000.000 530 700 793 287 50
>3.000.000 491 571 580 156 18
I alt 7.318 9.028 8.915 2.791 22

Kilde: Boligsiden

 

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯