Danware køber ny teknologi
Danware oplyser fredag i en fondsbørsmeddelelse, at selskabet køber ny teknologi til brug inden for computerbaseret undervisning, hvilket forventes at have en positiv påvirkning på fremtidige resultater.
Danware overtager Etiro, der er en dansk softwarevirksomhed, som besidder avanceret teknologi inden for computerbaseret undervisning. Teknologien skal medvirke til at sikre, at Danware fastholder sin førende position inden for computerbaseret undervisning.
Det er en væsentlig del af Danwares strategi at investere i udvikling af nye produkter og værktøjer inden for selskabets tre forretningsområder, Remote Control, School og Security. Etiro, der er en Microsoft gold certified partner, besidder teknologi og kompetencer, som har været anvendt til avancerede e-learning-systemer (baseret på Reactor XC-produktet). Denne teknologi kombineret med videreudviklingen af NetOp School og Danwares etablerede position på uddannelsesmarkedet vil danne grundlag for fremtidige tiltag inden for computerbaseret undervisning i Danware-regi.
Teknologien vil blive anvendt til forbedre funktionaliteten i NetOp School og til at udvikle yderligere værktøjer inden for computerbaseret undervisning. Markedet for computerbaseret undervisning er stadig ungt og forventes at fortsætte med at vokse også på længere sigt. Ved at tilbyde nye værktøjer, der kan supplere NetOp School, vil Danware søge at få del i væksten på det stadigt voksende marked for computerbaseret undervisning.
Virksomheden er dansk og beliggende i København, hvilket vil lette den praktiske integration i Danware, da de to nøglemedarbejdere flytter til Danware i Birkerød.
Overtagelsen af Etiro sker med virkning fra 1. oktober 2004. Købesummen forventes at andrage i størrelsesordenen 3,5 mio. kr. hvoraf 1,5 mio. kr. erlægges ved aftalens indgåelse. Den resterende del af købesummen erlægges i løbet af de kommende 3½ år og er betinget af, at en række definerede mål opnås. Købesummen kan dog maksimalt udgøre 12,3 mio. kr.
Investeringen i Etiro og udnyttelsen af den nye teknologi forventes at bidrage positivt til Danwares fremtidige økonomiske resultater. I indeværende regnskabsår forventes der imidlertid ingen effekt på omsætningen fra den tilkøbte teknologi og resultat af primær drift før amortiseringer (EBITA) i 2004 forventes ikke påvirket i væsentlig grad af den indgåede handel.
Som alle andre investeringer rummer overtagelsen af Etiro risikofaktorer. Disse er imidlertid vurderet og bearbejdet omhyggeligt, og de overskygges af Danwares strategiske fordele ved købet og de konkrete identificerede muligheder for at udnytte den erhvervede teknologi.