DDB: Andet kvt. løntal som ventet - for hele året 3,25 til 4,0 pct.
København--22. august--Overordnet set blev DA-løntallene for andet kvartal som ventet i Den Danske Bank, til trods for, at de 4,1 pct. lå marginalt over det forventede.
- Tallet ligger marginalt over det vi ventede i Den Danske Bank, men overskridelsen kan forklares med statistisk usikkerhed. Alligevel har vi dog taget konsekvensen og opjusteret vores skøn marginalt for hele året en smule til intervallet 3,25 - 4,0 pct, siger afdelingsdirektør i banken, Per Hviid.
- Herudover må jeg tilføje, at der er en glædelig udvikling og en negativ udvikling i de underliggende tal. Det glædelige er, at byggeriets stigingstakt holdes på et lavere niveau i forhold til første kvartal 1997. Også de seneste tal for beskæftigelsen og ledigheden inden for branchen viser, at aktiviteten i byggeriet er ved at tage lidt af. Det negative vedrører udviklingen i serviceerhvervene, som havde en stigningsprocent på 4,5 pct. Set i lyset af at produktiviteten og indtjeningen i branchen er under pres, hvilket i høj grad kan henføres til de stigende omkostninger, synes udviklingen mindre gunstig. Vi gætter dog på, at denne stigning ikke er vedvarende, siger Per Hviid.