Demant løfter markedsforventningerne og vil vinde markedsandele og øge indtjeningen
Høreapparatkoncernen Demant venter solid vækst i de kommende år drevet af øget vækst på høreapparatmarkedet, forventninger om øgede markedsandele og en vækst fra mindre opkøb.
Det oplyser koncernen forud for sin kapitalmarkedsdag for investorer og analytikere på selskabets hovedkontor i Smørum.
- Vi opjusterer vores forventninger til høreapparatmarkedet, som vi nu forventer vil vokse 4-6 pct. p.a. i værdi mod en tidligere forventning om en vækst på 2-5 pct., skriver Demant.
Det afspejler en årlig stykvækst på 4-6 pct. og en flad årlig udvikling i den gennemsnitlige salgspris (ASP). Tidligere var der ventet en negativ udvikling i de gennemsnitlige priser på 1-2 pct.
- For markedet for hørebehandling, hvilket også indeholder markedet for diagnostisk udstyr, forventer vi således en vækst i værdi på omkring 5 pct. mod en tidligere forventning på 4 pct., skriver Demant.
Koncernen kan også løfte sløret for sine mellemlange til langsigtede forventninger, som nu gælder selskabets Hearing Aids-, Hearing Care- og Diagnosticsforretningsområder, som til sammen udgør koncernens Hearing Healthcare-forretning.
- Som følge af vores mere positive forventninger til markedet for hørebehandling og vores ambition om at øge vores markedsandel sigter vi efter en årlig omsætningsvækst på 8-10 pct. i lokal valuta bestående af 6-8 procentpoint organisk vækst og omkring 2 procentpoint vækst fra mindre opkøb, skriver Demant.
Væksten på toplinjen vil forventeligt også slå igennem på indtjeningen med en trinvis stigning i EBIT-marginen, fremgår det.
- Vi anser stordriftsfordele som et betydeligt parameter for at kunne levere forbedret lønsomhed, skriver Demant.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›