Demant-topchef ser naturlig vækstmodvind i første kvartal - vil vinde markedsandele efter
Demant vil rent vækstmæssigt få en svær start på 2025, idet der stadig vil være modvind fra den strategiske beslutning om at nedprioritere den delvist forsikringsdækkede forretning i USA - såkaldt managed care - der blev taget i sommeren sidste år.
Det præsenterer selskabet for et vanskeligt sammenligningsgrundlag oven på en rigtig stærk start på året i 2024.
Det betyder, at væksten meget vel kan ramme under prognosen på 3-7 pct. organisk fremgang i første kvartal, men derefter vil den efter alt at dømme stige, så Demant igen tager markedsandele.
Sådan lyder det fra Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos det danske høresundhedsselskab.
- Vi har en helt naturlig modvind i sammenligningstallene, så første kvartal vil helt mekanisk blive i den lave ende og potentielt set uden for forventningerne. Men vi forventer i resten af året at vinde markedsandele, siger han til MarketWire oven på onsdag morgens årsregnskab.
Med til at trække op i væksten er også en forventet god udvikling på det franske marked, hvor 2025 giver mulighed for nye tilskud til brugere, der benyttede sig af tilbuddet om subsidierede høreapparater i forbindelse med sundhedsreformen i landet i 2021.
- Det er stadig meget tidligt, men de tidlige indikationer i den første måned viser, at vi formentlig kommer til at se en høj encifret stykvækst, siger Søren Nielsen.
Midtpunktet af Demants egne forventninger til 2025-væksten på 5 pct. er i øvrigt meget tæt på konsensus blandt analytikerne, der inden regnskabet lød på 5,1 pct. ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
Mere haltende ser det ud med prognosen for driftsresultatet før renter og skat (EBIT) på 4500-4900 mio. kr.
Det er målt på midtpunktet ganske vist en fremgang på omtrent 300 mio. kr. fra 2024, men stadig under konsensus på 4832 mio. kr. blandt analytikerne.
Og også her spiller den forventede modvind i særligt managed care i USA en vigtig rolle.
- Det er et udtryk for, at vi i første kvartal og lidt ind i andet kvartal har et svært sammenligningsgrundlag. Men det er også overordnet et signal om, at Demant fortsat er en sund virksomhed i vækst, siger Søren Nielsen.
.\\˙ MarketWire