Den københavnske metro har givet boligpriserne et løft

Udgivet den 14-06-2019  |  kl. 06:00  |  
Metrostation. Foto: Metroselskabet/Peter Sørensen

Foto: Metroselskabet/Peter Sørensen

Metroen i København har ikke kun forbedret hovedstadens indbyggeres muligheder for at komme hurtigt fra A til B. Løftet i infrastrukturen har også haft en positiv effekt på boligpriserne.

I en ny analyse har Boligsiden undersøgt priserne på ejerlejligheder i de to nabopostnumre Brønshøj og Vanløse, der begge ligger i samme afstand til centrum af København. Analysen viser, at priserne lå på niveau frem mod et år inden åbningen af metroen i Vanløse i 2003. Siden er der opstået en mærkbar prisforskel.

"Priskurven for Brønshøj og Vanløse har fra 1992 til 2002 nærmest været identisk. Det fortæller os, at vi har at gøre med to områder, der gennem mange år har været lige attraktive for boligkøberne - endda på trods af, at der i Vanløse er op til flere S-togsstationer. Ser vi på salget af ejerlejligheder i året, inden metroen stod færdig, fik priserne et løft i Vanløse. Den udvikling er forsat frem til i dag, når vi sammenholder de to områder," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Flere områder har fået gavn af metroen

Fra 2002, året inden metroens åbning, og frem til 2018 er priserne på ejerlejligheder steget 94 procent i Brønshøj, mens det gælder 123 procent i Vanløse. I kroner og øre betyder det, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder solgt henover sidste år var 5.337 kroner højere i Vanløse. Køber man en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter svarer det til en prisforskel på 426.960 kroner.

Når man ser på øvrige områder, der også har fået metrostationer, vurderer Birgit Daetz, at der har været lignende gevinster.

"Amager har i mange år haft en enkelt hovedfærdselsåre i Amagerbrogade, når det kommer til den kollektive trafik. Men med metrosporet, der splitter sig i to et godt stykke ud på Amager, er den sydlige del af byen blevet langt mere attraktiv, fordi afstanden ind til centrum er blevet markant kortere i rejsetid," siger Birgit Daetz, og fortsætter:

"Vi ved, at adgangen til offentlig transport betyder meget, når folk køber bolig. I maj måned lavede vi en undersøgelse blandt mere end tusind brugere af Boligsiden, hvor vi spurgte, hvor vigtigt det er med tog, metro eller bus i nærheden, når der skal vælges en bolig. 75 procent svarede, at det enten var vigtigt eller ligefrem afgørende. Derfor giver det god mening, at vi kan aflæse etableringen af metroen i prisstatistikkerne."

Den næste del af den københavnske metro, Cityringen, åbner efter planen på den anden side af sommeren 2019. Linjen kommer til at køre henover Østerbro og Nørrebro til Frederiksberg, videre til Vesterbro og indre by.

Prisudvikling på ejerlejligheder i Brønshøj og Vanløse
- før og efter metroen (2003):

(Grafen viser prisudviklingen i den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder i postnumrene 2700 Brønshøj og 2720 Vanløse. Metroens tilblivelse i 2003 er markeret i diagrammet. Kilde: Boligsiden)

 

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:56 Europa/lukning: Toldkrig sendte bilproducenter ned - forsvarsaktier steg igen
17:06 Tirsdagens obligationer: Nervøsitet og øget oprustning holdt renten i skak
17:05 Tirsdagens aktier: Trumps toldkrig sendte C25 ud i største fald i år
17:04 Ontario giver svar på tiltale: 25 pct. afgift på strøm til USA
16:37 Kinesisk havneoperatør sælger havneandel til Blackrock-konsortium efter pres fra Trump
16:28 Gubra smider hele opturen fra milliardaftale med Abbvie
15:51 Zealands nedtur skyldes ifølge Nordnets investeringsøkonom Gubras partnerskab
15:46 USA/åbning: Amerikanske aktier fortsætter ned - Nvidia bremser faldet
15:03 Nordea bogfører trecifret milliontab på Odsherred Forsyning
14:58 USA's finansminister skyder Wall Streets bekymringer ned - toldpolitik løber efter planen
14:32 USA/tendens: Udsigt til anden røde dag i træk for amerikanske aktier
13:52 Handlere skruer op: Ser nu tre rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank
13:42 Disse 5 small-cap aktier er hedgefondenes favoritter
13:37 Euro rammer stærkeste niveau mod dollar i år oven på EU's varslede milliarder til forsvaret
13:31 Europa/aktier: Toldkrig trykker bilproducenter ned - forsvarsaktier stiger igen
13:10 Amerikansk detailkæmpe spår usikkerhed om forbrugere og told
12:45 Morgan Stanley ser nu ubrudt stime af rentenedsættelser fra ECB frem til juni
12:44 Kina svarer igen på amerikansk told - suspenderer amerikanske eksportører
11:56 Obligationer/middag: Nervøse investorer søger tryghed i obligationer og sender renten ned
11:34 Aktier/middag: Toldkrig tvinger markedet i rødt