Den kinesiske drage truer Vestas
Kina har taget kampen op med Vestas i kampen om vindmøllemarkedet. De ønsker at gentage kuppet fra 2010, hvor Kina solgte over halvdelen af verdens solpaneler for første gang. Det kan også ske på vind-markedet, skriver Bloomberg.
Med mindst 15,5 mia. USD i ryggen i statslån er de to store kinesiske aktører Sinovel Wind Group Co. og Xinjiang Goldwind Science & Technology Co. på vej ud i verden. Begge fik deres første store udenlandske ordre i år.
Sinovel og Goldwind kan overtage Vestas position som største udbyder i 2015, viser en prognose fra Bloomberg New Energy Finance.
De vestlige vindmølleproducenter lider allerede under færre subsidier fra Europa og et fald på 22 pct. i priserne siden toppen i 2008.
- Den kinesiske drage kommer, siger Jose Antunes Sobrinho, CEO i det brasilianske selskab Desenvix SA, en vind developer, der bestilte 23 Sinovel møller i september.
Den aftale kan blive en trædesten for selskabet, der sælger møllerne cirka 10 pct. billigere end f.eks. GE og Siemens. De lavere priser gør det også nemmere at konkurrere med kul og naturgas.
Allerede næste år vil de fem største kinesiske selskaber sætte sig på 11 pct. af vindmøllemarkedet uden for Kina - sammenlignet med 0 pct. i 2010. Det viser en prognose fra CCB International Securities Ltd., en del af China Construction Bank Corp.
I Kina kan kinesiske vindmølleproducenter sælge til priser der er 40-50 pct. lavere på grund af lavere stålpriser og nemmere adgang til finansiering, siger Clarisse Pan fra CCB International. Så på det marked vil Kina-selskaberne altid stå stærkt.