Den samlede globale vindengergikapacitet på land er oppe over 651 GW

Udgivet den 25-03-2020  |  kl. 15:43  |  
Aktie tabel

Der blev i 2019 installeret vindmølleparker på land med en samlet kapacitet på 60,4 gigawatt (GW). Det betyder, at den samlede kapacitet for vindenergi globalt er oppe på over 651 GW.

Det viser en opgørelse fra organisationen Global World Energy Council (GWEC).

De 60,4 GW-installationer sidste år betød, at den samlede kapacitet for vindenergi i verden steg med 17 pct.

Størstedelen af nye vindmølleparker blev installeret i allerede etablerede markeder, hvor Kina, USA, Storbritannien, Indien og Spanien stod for 70 pct. af den nye kapacitet.

- Vindenergisektoren ser fortsat konsistent vækst efter utvetydigt at have etableret sig som en økonomisk konkurrencedygtig energikilde verden over, siger den administrerende direktør for GWEC, Ben Backwell, i en kommentar.

- Etablerede markedsspillere som Kina og USA stod for næsten 60 pct. af nye installationer. Vi ser imidlertid andre regioner spire frem såsom Sydøstasien, Sydamerika og Afrika og spille en stigende vigtig rolle i de kommende år, ligesom havvind også er blive en væsentlig vækstfaktor, fortsætter han.

Stigning for installationer var 19 pct. højere i 2019 end i 2018, hvor der cirka blev installeret landvindmøller med en samlet kapacitet på 50,8 GW.

2019 er dermed det næstbedste år i historien i forhold til installationer af vindmølleparker på landjorden.

Alligevel ser Ben Backwell gerne endnu flere installationer de følgende år, hvis de globale klimamål skal nås.

- Vi er stadig ikke, hvor vi skal være, når det kommer til global energiovergang og til at nå vores klimamål. Hvis vi skal have nogen chance for at nå målene i Paris-aftalen om en 1,5 graders temperaturstigning, skal vi årligt installere mindst 100 GW i det næste årti og 200 GW om året efter 2030, siger direktøren.

Paris-aftalen blev indgået i 2015. Her gik verdens lande blandt andet sammen om en maksimal global temperaturstigning "godt under" to grader og gerne under halvanden grader.

2020 stod også til at blive et rekord år for vindenergisektoren, hvor GWEC forudså nye, globale installationer på 76 GW. Dog har coronavirusset gjort det svært at forudse, hvad der sker med produktionen af nye vindmølleparker i 2020.

GWEC vil på grund af coronaudbruddet opdatere sine prognoser for de næste fire år og offentliggøre dem i andet kvartal af 2020.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder