Det britiske pund svækket efter spekulation om rentenedsættelse

Udgivet den 02-03-2020  |  kl. 11:07  |  

Det britiske pund er mandag svækket, efter at den britiske centralbank har meddelt, at banken er klar til at tage alle nødvendige midler i brug for at beskytte både den økonomiske og finansielle stabilitet efter udbruddet af coronavirusset.

Pund koster mandag formiddag 8,61 kr., hvor der før meddelelsen skulle 8,69 kr. til. Over for dollar er pund svækket til 1,2765 dollar per pund fra 1,2840 dollar inden meddelelsen fra Bank of England.

Meldingerne får markedet til at tro på en nedsættelse af renten snart.

- Investorerne priser i øjeblikket 70 pct. sandsynlighed for en britisk rentenedsættelse til marts og har indpriset et rentefald på 0,41 pct.point over det kommende år, skriver chefanalytiker hos Danske Bank Mikael Olai Milhøj i en kommentar.

Den britiske centralbank er den tredje centralbank til at reagere på spredningen af coronavirusset.

Den japanske centralbank, Bank of Japan, meddelte mandag morgen, at den vil forsøge at øge stabiliteten på markedet gennem flere opkøb af blandt andet obligationer.

Det fulgte efter en melding fra den amerikanske pendant, Federal Reserve, fredag, hvor centralbanken indikerede, at den er parat til at sænke sin ledende rente, hvis det bliver nødvendigt.

Den europæiske centralbank, ECB, er stadig tøvende med at medle noget ud.

Mikael Olai Milhøj mener ikke, centralbankerne kan gøre meget ved et fald i efterspørgslen drevet af virusfrygten. Dog kan de sørge for, at virksomhederne har likviditet nok.

- Centralbankerne kan - ved at sætte renten ned og tilføre systemet mere likviditet - sørge for, at finansmarkederne ikke kollapser, og at virksomhederne ikke oplever en likviditetskrise, hvor de ikke kan betale deres regninger, skriver han.

- Den lempeligere pengepolitik vil også betyde, at når virusudbruddet forhåbentlig snart kommer under kontrol, kan økonomien komme hurtigere op i omdrejninger igen, afslutter Mikael Olai Milhøj.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  macro❯  Storbritannien❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder