Det sker i dag fredag den 30. marts
FLSmidth får fredag lidt nyt, eftersom den italienske cementkunde Buzzi Unicem er aktuel med helårsregnskab. Tilbage den 8. februar kom selskabet med foreløbige regnskabstal, som viste en omsætningsfremgang på 5,2 pct. til 2,79 mia. euro. Cementsalget steg med 6,2 pct., mens ready-mix salget steg med 4,8 pct. i 2011. Fokus vil være rettet mod cementproducentens meldinger om forretningsmiljøet.
På den danske regnskabsscene bliver det endnu en dag med en lang række mindre præsentationer. IT-serviceselskabet Comendo, kapitalforvalterne Deltaq og Newcap, samt mineselskabet NunaMinerals og ejendomsselskabet Schaumann Properties kommer alle sammen med helårsregnskab. FLSmidth er aktuel med sin årlige generalforsamling, hvor der ikke ventes at komme nogen overraskelser herfra.
Den britiske fødevareingrediensproducent Tate & Lyle er fredag morgen kl. 08.00 aktuel med en markedsopdatering for selskabets tredje kvartal. Tilbage i halvårsregnskabet i begyndelsen af november sidste år fremviste selskabet en omsætningsfremgang på 19 pct. mens driftsindtjeningen næsten blev fordoblet.
På makrosiden kommer der tal fra Tyskland kl. 08.00, hvor detailsalget ventes at være steget med 1,1 pct. i februar sammenlignet med et nedrevideret fald på 2,3 pct. måneden forinden. På årsbasis ventes detailsalget at være steget med 0,1 pct. i februar sammenlignet med en stigning på 1,6 pct.
Spansk 2012-budget fremlægges fredag, og det er afventet med spænding. Det giver en indikation af den nye spanske regerings ydeevne i forhold til besparelserne. Præsentationen kan få effekt på renterne hos de sydeuropæiske statspapirer.
På den anden side af Atlanten kommer der kl. 14.30 tal for det amerikanske privatforbrug, som ventes at være steget med 0,6 pct. i februar sammenlignet med en stigning på 0,2 pct. måneden forinden. Der kommer også tal for indkomsterne, som ventes at være steget med 0,4 pct. i februar sammenlignet med en stigning på 0,3 pct. måneden forinden.
Der kommer også tal kl. 15.45 for det regionale erhvervstillidsbarometer fra Chicago, hvor økonomerne venter et mindre fald til 63,0 i marts sammenlignet med 64,0 måneden forinden. Økonomerne bruger de regionale erhvervstillidsbarometre som opvarmning til det vigtige nationale ISM-erhvervstillidsbarometer.
Afsluttende kommer der endelige tal kl. 15.55 for den amerikanske forbrugertillid fra University of Michigan, som ventes at blive oprevideret marginalt til 74,6 i marts sammenlignet med 74,3 i den forrige opgørelse.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›