Deutsche MG: Høj dansk vækst - Stadig ikke balance på off. budgetter

Udgivet den 20-01-1997  |  kl. 08:59  |  

Den danske vækst vil i 1997 og 1998 være på hele 2,8 pct., inflationen vil være på moderate 2,3 pct. og betalingsbalanceoverskuddet vil stige til 13,0 mia. kr. i 1997 og hele 15 mia. kr. i 1998. Det forudsiger Deutsche Morgan Grenfell, der er et datterselskab i Deutsche Bank Gruppen, i en ny økonomisk analyse dateret 20. januar. I EU-sammenhæng ventes den danske vækst kun overgået af Storbritannien og Irland i 1997.

Der er dog stadig et problem i den danske økonomi: De offentlige budgetter. På trods af den høje vækst ventes underskuddet på de offentlige danske budgetter at være på 0,4 pct. af BNP i både 1997 og 1998.

Den økonomiske vækst vil i 1997 og 1998 være understøttet af en vækst i det private forbrug på 2.5 pct., stigende huspriser, lave renter og vækst i reallønen.

Hvor det gælder de kommende overenskomstforhandlinger ser Deutsche MG-økonomen Stephanie Pfeifer dem som afgørende for udviklingen i den danske økonomi. Således advares der imod for høje lønstigninger, som kan presse inflationen i vejret.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder