DK: Ledigheden faldt til 2,1 pct i januar
Fra december til januar faldt ledigheden med 1.800, korrigeret for sæsonudsving og omregnet til fuldtidspersoner. Det betyder, at ledigheden nu ligger på 57.800 fuldtidspersoner, hvilket svarer til 2,1 pct. af arbejdsstyrken mod 2,2 pct. i december, oplyser Danmarks Statistik.
Ledigheden har været faldende siden december 2003. Fra december 2003 til januar 2008, er ledigheden i alt faldet med 112.100 eller 66 pct. Det svarer til, at der hver måned siden udgangen af 2003 i gennemsnit er blevet 2.300 færre fuldtidsledige. Her skal det bemærkes at ledighedstallene er tilbageregnet efter ny metode til april 2000.