DLG kaster sig ud på tele-området

Udgivet den 06-10-1999  |  kl. 12:51  |  

København--6. oktober--NetPosten--Fra 1. november i år kan DLG Service A/S skaffe sine landmandskunder rabat på telefontjenester fra en ny teleaktivitet.

- Vi har god kontakt til en gruppe af leverandører. En kontakt, der kan udvikles til at markedsføre produkter og ydelser, som landmændene har behov for. Det er et potentielt marked for os, og jeg ser ingen grund til, at vi begrænser os til varer, som har med foder og planteprodukter at gøre, siger adm. dir. Asbjørn Børsting, DLG. Udviklingen af fastnet-telefoni er samtidig en videreudvikling af DLGs kommunikationsstrategi, hvor mobiltelefoni og Internet-ordninger allerede findes.

Aktiviteterne i DLG Service A/S omfatter en række andre ydelser og produkter til landbruget. Det gælder bl.a. olieprodukter, træpiller, telefax, PC’ere, BEST-katalogets varer m.v. Alle områder, hvor DLG Service A/S udnytter sine storindkøbsfordele til gavn for landmændene.

Nu kommer aftalen på fastnet-telefoni til som en ny ydelse. DLG Service A/S skal som sit primære formål tilbyde DLG Service A/S’ kunder en billigere måde at telefonere på. Det sker ved at DLG Service A/S videresælger Tele Danmarks telefoniydelser.

Ifølge aftalen er det fortsat Tele Danmarks opgave at stå for den tekniske vedligeholdelse af ledningsnettet, kabler, installationer m.v. Samtidig får DLG Service A/S mulighed for at kunne tilbyde sine kunder en betydelig rabat på både abonnement og samtaler.

- Vi har allerede haft positive erfaringer med et beslægtet område, nemlig mobiltelefoni, siger adm. dir. Asbjørn Børsting.

Udgivet af: NPinvestordk