Drømmebolig: 7 husbåde der bringer dig helt tæt på vandet
Det er attraktivt at bo ved vandet. At kunne se ud på de blå vidder fra køkkenvinduet og nyde synet af det duvende vand, der glimter under sommersolens stråler sammen med morgenkaffen. Tænk hvis vandet ikke blot var et stenkast fra din dør, men fundamentet under din bolig?
Husbåde er ikke kun forbeholdt de hollandske kanaler - det er også muligt at bo på vandet i Danmark, og lige nu er der eksempelvis 16 husbåde til salg på det danske marked via Boligsiden.
Og interessen for de flydende hjem vokser. Sådan lyder vurderingen fra Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
"Der er ingen tvivl om, at boliger ved vandet er og altid har været en meget efterspurgt vare, og for nogle er det en drøm at kunne tage det sidste skridt og rykke helt ud på vandet. Vi kan se i vores søgninger på Boligsiden, at husbåde får en del opmærksomhed. Mit personlige bud er, at det er en type bolig, der repræsenterer en form for frihed, fordi man kommer helt tæt på elementerne med alt, hvad det indebærer af morgensvømmetur og vuggende stuer, når vejret dikterer vind."
Fritaget for ejendomsskat
Drømmer man om at købe husbåd er der flere forhold, der adskiller sig fra en ejerlejlighed eller en almindelig villa på land. Eksempelvis betaler man ikke ejendomsskat og grundskyld. Til gengæld er der andre afgifter og udgifter, der skal lægges ind i budgettet.
"En husbåd bliver udsat for en anden form for slitage end andre boligtyper, og derfor er der løbende en masse vedligehold, der selvfølgelig koster. Det gælder især husbåde af lidt ældre dato. Så hvis du ikke selv har hænderne skruet godt på, kan det være en god idé at satse på en nyere model, hvis du gerne vil bo på vandet," siger Birgit Daetz.
Der er også noget andet, som mange nysgerrige husbådsinteresserede ikke er opmærksomme på, og det er selve indretningen.
"Udefra ser mange husbåde ikke specielt store ud, så det overrasker mange, at de fleste er så rummelige, at man sagtens kan bo der som familie. Der er selvfølgelig forskel fra båd til båd, hvor godt pladsen er udnyttet. De både, der er bygget til sejlads, og siden er omdannet til bolig, har naturligt nok en anden plantegning sammenlignet med dem, der er tegnet til blot at være et flydende hus. Begge typer har hver deres fordele, som defineres af, om du er til charme og historie eller til moderne luksus," siger Birgit Daetz.
Det skal du være opmærksom på, når du køber husbåd:
- Ved køb af husbåd kan du ikke optage et realkreditlån som ved køb af almindelig ejerbolig, da det kræver et matrikelnummer. Du vil derimod skulle tale med banken om et bådlån, der typisk har en højere rente.
- Skal båden blive, hvor sælger har den liggende, så tjek hvor lang tid lejeaftalen på bådpladsen løber. Og skal den flyttes, skal du sikre sig en havneplads, inden købet bliver gennemført. I den forbindelse bør du overveje, om du vil trives i det område, hvor du evt. kan få en plads.
- En husbåd kan nemt blive en bekostelig affære, fordi der kan være en del løbende vedligehold, hvis du køber en ældre båd. Tag derfor en fagmand, der kan vurdere standen, med på råd, inden du køber.
- Selvom husbåde er fritaget ejendomsskat og grundskyld, er der andre udgifter, som er værd at tage notits af. Der er bl.a. en skibsafgift, der fastsættes på baggrund af størrelse og vægt af husbåden, ligesom du skal betale for havneplads og løbende syn.
Hvis du vil vide mere om køb af husbåd, har Bolius lavet en guide, som du kan se lige her.
7 charmerende husbåde i udbud lige nu:
Refshalevej 169Z, 1432 København K
Kontantpris: 5.998.000 kr.
Areal: 400 m²
Vær.: 5
M²-pris: 14.995 kr.
Se bolig
Bryggen 5, 4300 Holbæk
Kontantpris: 3.995.000 kr.
Areal: 132 m²
Vær.: 4
M²-pris: 30.265 kr.
Se bolig
Refshalevej 141B, 1432 København K
Kontantpris: 3.495.000 kr.
Areal: 155 m²
Vær.: 6
M²-pris: 22.548 kr.
Se bolig
Krudtløbsvej 37Z, 1439 København K
Kontantpris: 6.700.000 kr.
Areal: 175 m²
Vær.: 4
M²-pris: 38.286 kr.
Se bolig
Refshalevej 141D, 1432 København K
Kontantpris: 6.550.000 kr.
Areal: 222 m²
Vær.: 5
M²-pris: 29.505 kr.
Se bolig
Havnevej 49C, st. 3, 4500 Nykøbing Sj
Kontantpris: 3.495.000 kr.
Areal: 160 m²
Vær.: 5
M²-pris: 22.695 kr.
Se arkiv
Æ Gammel Havn 43, 6960 Hvide Sande
Kontantpris: 1.995.000 kr.
Areal: 104 m²
Vær.: 4
M²-pris: 13.951 kr.
Se arkiv
Tags: Bolig❯