DR-bestyrelse skiller Radioavisen og TV-avisen
DRs bestyrelse har pålagt DRs generaldirektør, Christian Nissen, at adskille Radioavisen og TV-avisen, for at "sikre mangfoldighed".
I modsætning til i dag, hvor DRs radio- og tv-nyheder arbejder sammen, så skal de nu organiseres, så de arbejder med selvstændige redaktioner og dermed i direkte konkurrence med hinanden.
Inden september i år skal Christian Nissen have udarbejdet et forslag til en ny organisering, der "forebygger risikoen for, at DRs samlede nyhedsformidling ensrettes og/eller koordineres". Sådan lyder kravet fra bestyrelsen i DR, der har formand Jørgen Kleener (V) i spidsen.
Medieforsker Stig Hjarvard siger til flere aviser onsdag, at det er bekymrende, når politikere blander sig i DRs redaktionelle struktur, fordi DR som public service station bør være uafhængig.
Senest under krigen mod Irak var flere borgerlige politikere ude med kritik af DRs dækning af krigen, som blev kaldt anti-amerikansk og tendentiøs.