Drastiske tider kræver drastiske tiltag: Wharton-professor opfordrer til kæmpelempelse
Udsigten til omfattende kursfald på børsen i USA efter yderligere to dage i mørkerødt bør få den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at reagere - og der skal reageres prompte og kraftigt.
En halv time inden børsåbning peger de amerikanske aktieindeksfutures ned med 3,1-5,5 pct. Værst går det ud over futuren for det teknologitunge Nasdaq 100-indeks.
- Jeg opfordrer til en nødrentesænkning på 75 basispoint og en indikation om en yderligere nedskæring på 75 basispoint ved næste møde i september - og det er minimum, lyder opfordringen fra Jeremy Siegel, der er professor ved Wharton Business School, til CNBC ifølge Bloomberg News.
Federal Reserve fastholdt onsdag sin rente i 5,25-5,50 pct., men indikerede ved samme lejlighed, at september kunne blive startskuddet for en rentesænkning.
Jeremy Siegel mener altså, at renten i USA bør være omkring 3,75-4,00 pct. i stedet.
Også hos den finansielle rådgiver Devere Group opfordres der til rentesænkninger. I en kommentar skriver topchef Nigel Green, at renten bør sænkes 25 basispoint i denne uge.
Panikstemningen startede med at brede sig torsdag, da en skuffende opgørelse for erhvervstilliden i den amerikanske industri målt på ISM-indekset skuffede. Fredag fulgte en stor opbremsning i jobskabelsen i juli og en uventet stigning i arbejdsløsheden.
Det har øget frygten for, at den amerikanske økonomi er afkølet for meget og kan gå i recession.
Sideløbende har den japanske centralbank, Bank of Japan, hævet sin rente, hvilket har fået flere investorer med carry-handler til at sælge ud af deres aktiver for at finansiere de lån, der har været i blandt andet japansk yen.
Med carry-handler har investorer lånt penge i blandt andet yen og investeret i højere forrentede valutaer som dollar. De lån skal nu afvikles.
.\\˙ MarketWire