DS: Fald i landbrugets bruttofaktorindkomst i 1997

Udgivet den 17-04-1998  |  kl. 09:42  |  

København--17. april--NetPosten--Landbrugets bruttofaktorindkomst for kalenderåret 1997 er i løbende priser foreløbigt opgjort til 29.084 mio. kr. og er dermed faldet godt 1 pct. i forhold til kalenderåret 1996, oplyste Danmarks Statistik fredag. Landbrugets bruttofaktorindkomst er således faldet for første gang siden 1992, men ligger stadig 7 pct. over niveauet for 1990.

Faldet i landbrugssektorens bruttofaktorindkomst må fortrinsvis henføres til stigende omkostninger. En øget omsætning af såvel animalske som vegetabilske produkter på hhv. knap 3 pct. og knap 2 pct. har således ikke kunnet opveje en stigning i udgifternetil rå- og hjælpestoffer mv. på knap 4 pct.

Værdien af landbrugets salgsprodukter inkl. lagerforskydninger er opgjort til 51.162 mio. kr. svarende til en stigning på godt 1 pct. sammenlignet med 1996. Udgifter til indkøbte rå- og hjælpestoffer mv. er opgjort til 27.138 mio. kr.

Bruttofaktorindkomsten før tillæg af generelle driftstilskud og fradrag af skatter er opgjort til 24.024 mio. kr. svarende til et fald på knap 2 pct. i forhold til 1996.

Udgivet af: NPinvestordk