DS: Fortsat pessimistiske forbrugerforventninger

Udgivet den 19-02-1999  |  kl. 09:33  |  

København--19. februar--NetPosten--Den sammenvejede forbrugertillidsindikator viser for februar 1999 en værdi på -7 - et fald på 1 point i forhold til januar 1999. Indikatoren for februar måned har gennem de senere år ligget lavere end i januar, så ændringen i forbrugernes forventninger må på den baggrund anses for værende særdeles behersket, oplyste Danmarks Statistik fredag.

Forbrugernes forventninger er således fortsat på det lave niveau, som har været gældende gennem de seneste måneder.

Indikatoren vedrørende familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med situationen for et år siden bedømmes som værende en anelse ringere, et fald fra 5 til 4, medens den positive udvikling med hensyn til fremtiden er fortsat.

Indikatoren vedrørende situationen om et år sammenlignet med i dag er steget 4 point siden januar 1999 og er nu 13.

Landets økonomiske situation i dag sammenlignet med situationen for et år siden vurderes meget negativt, og der er tilmed tale om et fald fra -15 i januar til -21 i februar. Forventningerne til fremtiden er ligeledes meget negative, og de er nu efter et fald fra -19 til -22 tilbage på niveau med december 1998. Forbrugerne opfatter således den økonomiske situation som betydeligt forringet og forventer at denne udvikling fortsætter.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder