DS: Mindre fald i ledigheden i juli 1998
København--27. august--NetPosten--Korrigeret for sæsonbevægelser er det gennemsnitlige antal registrerede ledige for juli 1998 opgjort til 180.800 eller 6,5 pct. af arbejdsstyrken mod 182.400 eller 6,6 pct. for måneden før. Det oplyste Danmarks Statistik torsdag.
Det gennemsnitlige antal ledige faldt fra juni til juli 1998 med 1.600. I maj og juni 1998 var der et fald på hhv. 3.000 og 4.100 (reviderede tal).
Faldet i ledigheden kan primært henføres til de arbejdsløshedsforsikrede, idet ledigheden for ikke-forsikrede har været konstant. Fordelt på aldersgrupper er ledigheden faldet relativt mest for de ældre, dvs. aldersgruppen fra 60-66 år, mens den har været konstant for de 25-59-årige. Målt i procent af arbejdsstyrken 1. januar 1997, faldt ledigheden for de 16-24-årige med 0,1 pct.point i juli 1998. Af samme størrelse var faldet i ledigheden for mænd såvel som for kvinder.
Regionalt har der været en lille nedgang i ledigheden på 0,1 pct.point, undtagen i Fyns, Sønderjyllands, og Ringkøbing amter, hvor ledigheden steg tilsvarende. (NetPosten)