DS: Uændret omsætning i byerhvervene 2. kvartal 1999
København--27. oktober--NetPosten--I 2. kvartal 1999 er byerhvervenes samlede omsætning i løbende priser steget 5,1 pct. i forhold til 1. kvartal 1999, og det svarer til den normale sæsonbevægelse. Den sæsonkorrigerede samlede omsætning er derfor uændret, og billedet er næsten det samme for det indenlandske salg og eksporten. Det oplyste Danmarks Statistik onsdag.
Tages der yderligere hensyn til de stigende priser, kan der for den sæsonkorrigerede samlede omsætning, beregnes et realt fald på 0,9 pct. i forhold til det foregående kvartal.
Sammenlignes med samme kvartal sidste år, er den ikke-sæsonkorrigerede samlede omsætning i 2. kvartal 1999 steget 4,6 pct. regnet i løbende priser. Ved sammenligningen må konflikten på arbejdsmarkedet i 2. kvartal 1998 tages i betragtning.