DuPont overrasker positivt på indtjeningen i 4. kvartal (opd.)
Den amerikanske kemikaliekoncern Dupont, som tidligere har opkøbt danske Danisco, har tirsdag middag aflagt regnskab for fjerde kvartal, hvor indtjeningen kommer ud betydeligt bedre end analytikerne havde ventet, mens omsætningen blot er marginalt bedre end ventet. DuPont er desuden kommet med regnskabsprognoser for det kommende år, som stort set er på linje med analytikernes forventninger.
DuPont fremviste en omsætning på 7,33 mia. dollar i fjerde kvartal, hvor det totale salg kom ind på 7,57 mia. dollar i kvartalet. Det oversteg analytikernes forventninger på 7,25 mia. dollar. Den samlede omsætning for helåret landede på 34,8 mia. dollar, hvilket var en stigning på 3 pct. i forhold til året forinden.
DuPont opnåede en indtjening på 11 cent pr. aktie i fjerde kvartal, hvilket klart oversteg analytikernes forventninger på 7 cent pr. aktie.
Investorerne i Novozymes vil fokusere på meldingerne om divisionen, der har opkøbt Danisco, som derefter blev delt ud i divisionerne Industrial Biosciences og Nutrition & Health hos det amerikankse selskab. Meldingerne fra DuPunt vil dog få mindre opmærksomhed, eftersom markedsdeltagerne allerede mandag fik regnskabspræsentationen for fjerde kvartal fra Novozymes.
Divisionen Industrial Biosciences viste en omsætningsfremgang på 4 pct. til 300 mio. dollar i fjerde kvartal, mens divisionen Nutrition & Health viste en omsætningsfremgang på 6 pct. til 853 mio. dollar i perioden. For helåret er der ingen tvivl om, at disse to divisioner klarede sig markant bedst hos DuPont. Omsætningen i Industrial Biosciences divisionen er således steget med hele 67 pct. i 2012, mens omsætningen i Nutrition & Health divisionen steg med 39 pct. i 2012.
DuPont har lanceret regnskabsprognoser for det kommende år, hvor omsætningen ventes at komme ind på omtrent 36 mia. dollar i 2013, hvilket stort set er på linje med analytikernes forventninger på 35,9 mia. dollar. Indtjeningen ventes at komme ind på 3,85-4,05 dollar pr. aktie i 2013 sammenlignet med analytikernes forventninger på 3,93 dollar pr. aktie.