ECB's Holzmann ser først mulighed for rentesænkning i juni
En rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank, ECB, er en mulighed i juni, men heller ikke før.
Det fortæller Robert Holzmann, der er østrigsk centralbankchef og rådsmedlem i ECB, i et interview med Reuters ifølge Bloomberg News.
En rentesænkning i april er "ikke på min radar", siger centralbankchefen.
- I juni vil vi have mere information, fortsætter han.
Det vil i sidste ende afhænge af de økonomiske data frem til juni, fortæller Robert Holzmann til Reuters. Holdningen følger den generelle dataafhængige tilgang, som ECB har fulgt.
- Jeg er ikke principielt imod en lempelse i juni, men jeg vil gerne have dataene først, og jeg ønsker at forblive dataafhængig.
- Hvis data frem til juni viser et miljø, der stærkt egner sig til en rentenedsættelse, en uge før Federal Reserve træffer sin egen beslutning, vil vi med en vis sandsynlighed gøre det og håbe, at Federal Reserve følger efter, siger Robert Holzmann ifølge Bloomberg News.
Med et mål om en inflation på 2 pct. og en vækst i produktiviteten på 1 pct. vil en indskudsrente på 3 pct. være et "godt mål", vurderer den østrigske centralbankchef.
Det kræver dog, at spændet i aktiviteten i eurozonen og USA indsnævres - ellers vil en rente på 3 pct. være for høj, siger han til Reuters.
ECB har på nuværende tidspunkt en indskudsrente på 4 pct. Renten har været fastholdt i det niveau siden 20. september 2023.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯ Eurozonen❯