ECB's Panetta nedtoner bekymringer om høj serviceinflation

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 11:16  |  

Den Europæiske Centralbank, ECB, bør ikke bekymre sig i særlig grad om den fortsat høje og stædige inflation i servicesektoren eller den fortsat høje lønvækst.

Det mener den italienske centralbankchef, Fabio Panetta, der er rådsmedlem i ECB, skriver Bloomberg News.

- Bekymringerne er ikke berettigede, men de skal ses i det perspektiv, at servicepriser har det med at bevæge sig anderledes end varer, siger han ved en begivenhed i den italienske hovedstad Rom.

Ved samme lejlighed har Fabio Panetta, der er en af ECB's mere dueagtige rådsmedlemmer, gentaget, at han finder belæg for en gradvis lempelse af pengepolitikken i eurozonen. ECB har indtil videre sænket sin rente en enkelt gang med 25 basispoint til 3,75 pct.

Mens den overordnede inflation i eurozonen har rettet sig til 2,5 pct., hvilket nærmer sig ECB's mål på 2,0 pct. om året, er serviceinflationen fortsat væsentligt højere i 4,1 pct.

Det har fået nogle af ECB's beslutningstagere til at tøve med at love flere lempelser af pengepolitikken.

Serviceinflationen skal dog ikke nødvendigvis aftage til 2,0 pct., forvissede ECB's topchef, Christine Lagarde, om i sidste uge ved centralbankens årlige konference i den portugisiske by Sintra ifølge Bloomberg News.

Også den græske centralbankchef, Yannis Stournaras, har talt for, at man ikke bør overfortolke inflationstallene.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  Eurozonen❯