Efter 57 års samarbejde sælger Xerox ud til partneren

Udgivet den 05-11-2019  |  kl. 18:42  |  

De startede deres samarbejde i 1962. Og for blot et års tid siden var planen at fusionere. Det blev dog aflyst, og tirsdag kappes båndene nu endeligt.

Det er amerikanske Xerox og japanske Fujifilm, som er blevet enige om, at Xerox sælger sin ejerandel på 25 pct. i joint venturet Fuji Xerox, som producerer printere og scannere, for 2,3 mia. dollar.

Det skriver Bloomberg News.

Samarbejdet mellem de to koncerner er et af de længste mellem et japansk og et amerikansk selskab, men allerede sidste år signalerede Xerox, at koncernen, der er mest kendt for kopimaskiner, at det sang på sidste vers, da fusionsplanerne røg i vasken.

Hos partneren i Fuji er man imidlertid glade for løsningen og den fulde kontrol med Fuji Xerox.

- Fuldt ejerskab af Fuji Xerox vil gøre det lettere at træffe hurtige beslutninger i et hurtigt forandrende forretningsklima, siger Shigetaka Komori, topchef i Fujifilm, i en meddelelse.

Med i handelen køber Fuji også ejerandelen på 51 pct. i Xerox International Partners, som er et distributionsselskab i USA og Europa, fra Xerox.

Xerox og Fuji foreslog sidste år en fusion af de to selskaber, ved at joint venturet Fuji Xerox tog et lån for at købe Fujimfilms aktier ud af joint venturet, som Fujifilm så skulle anvende til at købe majoriteten i Xerox med. Planen mødte dog hurtigt modstand fra de aktivistiske investorer og aktieejere i Xerox, Carl Icahn og Darwin Deason, der fik forhindret planerne og afsat den daværende topchef i Xerox.

Aktien i Xerox stiger tirsdag med 4,6 pct. på nyheden, mens Fujifilm vandt 6,7 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯