EU blander sig i patentkrig mellem Apple og Samsung
I EU's første formelle indvending mod de igangværende patentsager i forbrugerelektronikindustrien vil tilsynsmyndigheder indenfor EU nu beskylde Samsung for at bryde konkurrencereglerne i virksomhedens retssag om patentrettigheder mod rivaliserende Apple. Samsung og Apple, der er verdens to førende smartphone-producenter, har patentsager kørende i mindst 10 forskellige lande, beretter CNBC.
- Vi vil udsende en meddelelse med anklagepunkter meget snart, lyder det fra EU's Joaquin Almunia med henvisning til kommissionens anklageskrift.
Den nye udvikling kommer efter at elektronikvirksomhederne i stigende grad er begyndt at henvende sig til Europa-Kommissionen, der blandt andet fungerer som EU's konkurrencemyndighed, for få løst virksomhedernes konflikter. Udover sagen mellem Apple og Samsung er kommissionen i øjeblikket også i gang med at undersøge Google og Microsoft.
Såfremt kommissionen konkluderer, at Samsung har overtrådt konkurrencereglerne, kan den pålægge virksomheden en bøde på op til 10 pct. af virksomhedens årlige omsætning. Samsung havde i 2011 en omsætning på 864 mia. kroner.