Gubra er den suveræne danske aktietopscorer i 2024: Fedmefokus har givet pote

Udgivet den 30-12-2024  |  kl. 08:40  |  
Arkiv: Foto

Biotekselskabet Gubra har overgået alt og alle på den danske fondsbørs klart i 2024, hvor aktien er blevet mere end femdoblet i værdi oven på flere gode nyheder i selskabets arbejde med lægemiddelkandidater til behandling af svær overvægt og fedme.

Aktien er mandag noteret for en samlet stigning på 404 pct. til 630 kr. i 2024, der blev indledt med en kurs på 125 kr.

Markedet for fedmebehandling er blevet brandvarmt de seneste år, efter at Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly har bragt overbevisende produkter på markedet, der har været så populære, at begge selskaber har haft mere end vanskeligt ved at følge med efterspørgslen.

Det har også vakt interesse blandt en enorm underskov af håbefulde biotekselskaber, der håber at kunne komme først med et af de næste helt store produkter til et marked, der vurderes af børshuse til at være flere hundrede milliarder dollar værd årligt inden for en overskuelig fremtid.

Her er et af de mest lysende navne - i hvert fald målt på modtagelsen på børsen - danske Gubra. Selskabet har modsat mange andre biotekselskaber i den tidlige fase allerede en større etableret omsætning på grund af selskabets kontraktforskningsforretning, men også samarbejdet med Boehringer Ingelheim om lige nu tre lægemiddelkandidater på fedmeområdet giver lidt penge i kassen.

Det betyder, at pengeafbrændingen ikke er helt så stor, som det ofte er tilfældet hos biotekselskaber i de tidlige udviklingsfaser. Og særligt det sidstnævnte område er interessant for fremtiden for Gubra.

Det blev understreget i november, hvor fase 1-data for lægemiddelkandidaten Gubamy, der er en amylinanalog til fedmebehandling, viste sig klart positive og blev belønnet på aktiemarkedet.

Gubra blev stiftet i 2008 og børsnoteret i København i starten af 2023. Det skete til en pris på 110 kr. stykket og med ATP, Danske Asset Management, Danica Pension og Spar Nord som de fire største investorer. De fire tegnede i forbindelse med noteringen aktier for henholdsvis 150 mio. kr., 80 mio. kr., 60 mio. kr. og 40 mio. kr. - svarende til over halvdelen af udbuddet.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:36 DFDS ser Jersey-færgedriften bidrage med omsætning på 450 mio. kr. i 2025
11:34 Obligationer/middag: Mindre rentefald efter nyt fra ECB's topchef
11:30 Freetrailers udlejning fortsætter frem samtidig med europæisk ekspansion
11:17 Aktier/middag: De grønne aktier får en flyvende start på årets første handelsdag
11:09 Prisen på containerfragt fortsætter den stigende tendens
10:28 Carlsbergs tyrkiske rival styrtdykker for tredje dag i træk
10:13 Atlantic Petroleum giver sig selv yderligere tre måneder til at finde løsning på gæld
09:57 Riksbanken-chef: Snart passende med "vent og se" før yderligere renteændringer
09:26 Hårknude i havneforhandlinger kan sende containerrater i vejret
09:09 Aktier/åbning: Alle danske eliteaktier starter 2025 i plus - Vestas topper
08:57 Obligationer/åbning: Stille rentestart på 2025 før ledighedstal fra USA
08:44 DFDS indgår aftale om færgeservice med myndigheder på Jersey
08:32 Amerikansk storbank: Vestas' ordreindgang højere end ventet drevet af offshore
08:24 Vestas i stærk ordrespurt efterlader godt indtryk vurderer Sydbank
08:01 Aktier/tendens: Afdæmpet årsstart i vente med fokus på Vestas, Ørsted og Novonesis
07:58 Vestas sikrer sig tre sydeuropæiske ordrer på årets sidste dag
07:37 Råvarer: Olieprisen stiger på skrumpende amerikanske olielagre
07:22 Obligationer/tendens: Rolig rentestart i vente - nytilmeldte ledige i USA i fokus
07:12 USA/T-bond: Sene rentestigninger på årets sidste dag
07:12 USA/lukning: Futures peger på positiv årsstart efter vildt 2024 for amerikanske aktier -NY