EU går videre med undersøgelser af virksomhedsbeskatning

Udgivet den 09-06-2015  |  kl. 09:32  |  

EU har søgt friske oplysninger fra 15 EU-lande om skatteaftaler tildelt enkelte virksomheder og har desuden beordret to regeringer til at overholde sine henstillinger. EU vil dermed uddybe den stærkt profilerede skatteundersøgelse, som hidtil har involveret fire multinationale selskaber - herunder Apple og Amazon.

Det skriver Wall Street Journal.

Margrethe Vestager, EU's konkurrencekommisær, udtalte, at hun omhyggeligt vil analysere de nye oplysninger "for at finde ud af, om medlemslandene anvender skattemæssige afgørelser til at give visse virksomheder selektive skattefordele, der overtræder bestemmelserne i EU's statsstøtteregler".

EU er endnu ikke nået til konklusioner på nogen af sine skattemæssige undersøgelser, og tilsynsmyndigheden indrømmede i sidste måned, at de ikke ville kunne nå det til den selvpålagte deadline i juni. Resultatet af undersøgelserne kan føre til betydelige krav om tilbagebetaling af skat.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk