EU-lande laver lynaftale om milliarder til Ukraine

Udgivet den 01-02-2024  |  kl. 15:03  |  

Alle 27 EU-lande er på topmøde enige om at afsætte 50 milliarder euro til Ukraine. Det oplyser EU's præsident, Charles Michel, på det sociale medie X.

- Vi har en aftale. Alle 27 ledere er enige om yderligere 50 milliarder euro i støtte til Ukraine inden for EU-budgettet, skriver Charles Michel på X.

Aftalen faldt overraskende hurtigt på plads på topmødet, hvor der på forhånd var bekymring for, om Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ville holde fast i sin trussel om at nedlægge veto.

Orbán ønskede i stedet, at støtten kun skulle gives for ét år og derefter revideres.

Men med aftalen bliver Ukraine sikret ro om økonomien, fastslår Charles Michel.

- Dette frigiver en vedvarende, langsigtet støtte og forudsigelig støtte til Ukraine, skriver Charles Michel.

Det vækker glæde hos Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj:

- Det vil styrke Ukraines langsigtede økonomiske og finansielle stabilitet. Det er ikke mindre vigtigt end militær assistance og sanktioner, der presser Rusland, skriver Zelenskyj på X.

Her lægger han desuden vægt på, at alle 27 EU-lande gik med i aftalen.

- Det er meget vigtigt, at beslutningen blev truffet af alle 27 EU-landes ledere. Det understreger igen den stærke enighed i EU, skriver Zelenskyj.

Forud for mødet var der ellers dyb bekymring i Bruxelles for, at Orbán ville holde fast i sin veto-trussel. Dermed ville der blive sat spørgsmål ved EU's vilje til at leve op til løfterne til Ukraine om at hjælpe, så længe det behøves.

Derfor har der ugen igennem været forsøgt at finde en løsning, men den hurtige afklaring på topmødet kom alligevel som en overraskelse.

På vej ind til mødet fastslog statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at det så "svært ud" med at finde en løsning. Hun understregede dog samtidig, at der reelt ikke var nogen vej uden om en aftale med Ungarn:

- Vi kan i mine øjne ikke gå herfra i dag, uden at der er sikret penge til Ukraine. Ukraine har både brug for finansiering og for ammunition, sagde Mette Frederiksen.

Hun meldte sig om nødvendigt klar til maratonforhandlinger for at overbevise Orbán på torsdagens ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles.

- Han kan ikke køre os trætte, han kan ikke køre mig træt, det kommer ikke til at ske, sagde Mette Frederiksen.

I Bruxelles er vurderingen, at Ukraine uden ny finansiering ville mangle penge i slutningen af februar.

Derfor var det afgørende at finde en løsning på det ekstraordinære EU-topmøde, da beslutningen skal tages af EU's stats- og regeringsledere.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mener, at aftalen om støtte til Ukraine viser, at EU leverer på løfterne til det krigshærgede land.

- Det Europæiske Råd har leveret på vores prioriteter. Støtte til Ukraine.

- Det er en god dag for Europa, skriver Ursula von der Leyen på det sociale medie X.

Pengene vil nu blive udbetalt til Ukraine over de kommende fire år. Det skal sikre, at der eksempelvis er råd til at betale for drift af skoler og hospitaler, mens krigen mod de russiske invasionsstyrker fortsætter.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet