EU-ledere godkender spansk bankpakke - NY

Udgivet den 20-07-2012  |  kl. 14:16  |  

EU har godkendt redningspakken på op til 100 mia. euro til de spanske banker. Det skriver Bloomberg.

Nyheden blev præsenteret af Luxemborgs finansminister Luc Frieden, skriver nyhedsbureauet.

Med godkendelsen kan de første euro tilflyde EUs midlertidige redningsfond EFSF, hvilket vil øge fonden til 30 mia. euro inklusiv en 10 mia. euro stor "langtids stødpude" til brug i nødstilfælde.

Fonden vil dermed umiddelbart kunne tildele bankerne penge så snart de har fået godkendt en restruktureringsplan.

En redning af bankerne ses som et skridt på vejen mod, at Spanien igen kan få adgang til de normale finansielle marked. Regeringens spareplan, som skal bane vejen for en normalisering af de økonomiske forhold, giver anledning til store demonstrationer i Madrid fredag.

Den spanske syge har trukket hele landets økonomiske vækst i minus. Den seneste prognose fra de spanske myndigheder, som netop er offentliggjort, forudser et fald i den økonomiske vækst på 0,5 pct. i 2013. Det er 0,3 pct.point mere end hidtil antaget.

Den indenlandske efterspørgsel ventes ligeledes at blive mindre. Estimatet lyder nu på et fald på 2,8 pct. næste år hvor det hidtidige prognose lød på et fald på 1,7 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder