EU/aktier: Små stigninger med tæv til kemikalieselskaber
De store europæiske aktiemarkeder ligger torsdag eftermiddag med små stigninger efter det største todages rally i Stoxx Europe 600-indekset i 11 måneder. Kemikalieproducenterne er under pres efter JPMorgan ikke tror, at de nuværende indtjeningsmarginaler er bæredygtige og i Norge dykke olieserviceselskabet Subsea 7 efter en nedjustering.
Dax-indekset stiger 0,04 pct. til 7945 og Ftse-indekset løftes 0,3 pct. til 6183. Det franske Cac-indeks ligger uændret i 3726.
BASF ligger med et fald på 3,3 pct. i 67,40 euro, Lanxess dykker 4,6 pct. til 45,99 euro. Solvay ligger 3,7 pct. lavere i 98,97 euro. Finanshuset JPMorgan sænker anbefalingen på den tyske kemikaliegigant BASF, tyske Lanxess og belgiske Solvay til undervægt fra neutral. JPMorgan vurderer, at de nuværende indtjeningsmarginaler ikke er bæredygtige, hvor der henvises til ny kapacitet i Asien og Europa, begrænset potentiale for yderligere omkostningsbesparelser.
Subsea 7, som var medejer af NKT Flexibles, dykker 15,8 pct. til 103,10 nkr. efter det norske olieserviceselskab onsdag aften nedjusterede forventningerne til EBITDA-indtjeningen efter de totale omkostninger forbundet til Guara-Lula NE projektet ud for Brasiliens kyst estimeres til at være øget med 250-300 mio. dollar i forhold til tidligere estimat.
Den tyske sportsudstyrsproducent Adidas stiger 2,5 pct. til 83,19 euro efter finanshuset Barclays har hævet anbefalingen på aktierne til overvægt fra ligevægt og samtidig hæves kursmålet til 95 euro fra 87 euro. Barclays skriver, at Adidas er attraktiv i forhold til konkurrenterne og at selskabet har mulighed for at øge marginerne.
Sandvik falder 1,1 pct. til 81,05 skr. Den svenske industrigigant og FLSmidth-mineudstyrkonkurrent Sandvik er ved appelretten i Sundsvall blevet fundet skyldig i skatteunddragelse og derfor bliver selskabet beskattet af en kursgevinst på 18 mia. skr. Sandvik har efterfølgende skrevet, at dommen ikke påvirker koncernens indtjening. Dog pointerer Sandvik, at selskabet er forpligtet til at betale 5,8 mia. skr. i skat og renter vedrørende sagen fra 2005.
Den britiske Carlsberg-konkurrent SABMiller har fået løftet sin anbefaling til køb fra tidligere neutral hos det franske finanshus Natixis. SABMiller løftes 0,1 pct. til 3157 pence.