Euro klatrer over 1,07 USD forud for beskæftigelsestal

Udgivet den 03-09-1999  |  kl. 11:23  |  

København--3. september--NetPosten--Euroen var munter over for dollaren i den europæiske formiddagshandel på baggrund af nervøsitet for de amerikanske kapitalmarkeder forud for eftermiddagens beskæftigelsestal fra USA.

Den europæiske valuta klatrede i aftes op over 1,07 USD og nåede det højeste niveau i 3 uger på 1,0730 USD, ikke langt fra dens toppunkt på 1,0826 fra starten af august.

Kl. 1120 handledes euroen i 1,0705 USD mod 1,0690 USD i den sene europæiske handel torsdag.

Markedet befinder sig i en afventende stemning forud for de amerikanske jobtal, men dollaren var generelt under pres pga. bekymring for, at Federal Reserve vil hæve renten mere aggressivt end tidligere ventet.

Økonomer venter i gennemsnit en beskæftigelsesfremgang på 218000 i august efter en vækst på 310000 i juli.

Dollar/yen er steget i løbet af formiddagen, men ligger under nattens højder. Kl. 1121 handledes krydset i 109,89 Y og er således kommet et godt stykke væk fra onsdagens 7-måneders lavpunkt på 108,62 Y.

Udgivet af: NPinvestordk